”Hvad nu hvis jeg ikke får sovet?”
”Kan jeg blive alvorlig syg af søvnløshed?”
”Hvordan skal jeg komme igennem dagen, hvis jeg ikke får sovet?”
”Bliver det nogensinde bedre?”
Lider du af søvnproblemer, har du helt sikkert allerede lagt mærke til, hvordan dine bekymringer ofte fylder rigtig meget. Hvilket bestemt ikke hjælper dig til at få sovet mere…
Mange mennesker, der lider af søvnproblemer, oplever, at de konstant bekymrer sig om, hvorvidt de får nok søvn. Ironisk nok kan dissse bekymringer i sig selv være en væsentlig årsag til dine søvnproblemer. Når du bekymrer dig, aktiveres din stressrespons, hvilket gør det endnu sværere at falde til ro.
Fri fra bekymringer = fri af dine søvnproblemer
Når vi fokuserer intenst på søvn, begynder hjernen at forbinde sengetid med bekymring i stedet for afslapning.
Mange oplever tanker som:
- “Jeg skal have 8 timers søvn, ellers fungerer jeg ikke”
- “Jeg må falde i søvn nu, ellers bliver i morgen en katastrofe”
Disse tanker skaber en følelse af pres, der aktiverer kroppen og gør det sværere at falde i søvn. Jo mere du bekymrer dig, des mere aktiv bliver din hjerne, og des sværere er det at give slip og lade kroppen tage over, så søvnen kan indfinde sig.
I metakognitiv terapi arbejder vi med at ændre forholdet til bekymringer om søvn. I stedet for at forsøge at kontrollere tankerne, handler det om at lade dem være uden at engagere sig i dem. Når vi ikke længere giver bekymringerne opmærksomhed, mister de deres magt, og kroppen kan slappe af.
Praktiske skridt til at slippe bekymringer om søvn
- Accepter tankerne uden at engagere dig i dem: Du kan ikke tvinge bekymringer væk, men du kan lade dem passere uden at besvare dem.
- Undgå søvnfokuserede ritualer: Hvis du har mange strategier for at optimere din søvn, kan det skabe et unødvendigt fokus på søvnen. (Søvnhygiejne er ellers en af de ting, du vil blive rådet mest omkring, men faktum er, at jo mere du stresser over søvnhygiejne og arrangerer din dag ud fra frygten for ikke at få sovet, des mere vil bekymringer omkring søvn fylde – og des mere ængstelig vil du blive op til sengetid).
- Lad sengetid være et neutralt tidspunkt: I stedet for at bekymre dig om søvn, så se din sengetid som en mulighed for hvile – også selvom du ikke falder i søvn med det samme. Søvn er en naturlig proces, og jo mindre vi forsøger at styre den, desto lettere kan den indfinde sig.
Ved at ændre din relation til søvnrelaterede bekymringer kan du skabe en sundere og mere afslappet tilgang til søvn, hvor kroppen naturligt finder sin egen rytme.
LÆS MERE om metakognitiv behandling af søvnproblemer her
Bedste hilsner,
Zinaida
Autoriseret psykolog &
MCT Institute ® registreret metakognitiv terapeut level 2