Sådan giver du dig selv lov til at holde mentalt fri fra bekymringer om arbejde
Er du mentalt på arbejde, selv når du har fri?
Fylder bekymringer om dit arbejde mere end du ønsker?
Så kan det gå udover både din generelle livsglæde og restitution, da bekymringer øger dit alarmberedskab. Bekymringer om arbejde er ikke i sig selv et problem – men hvis du har svært ved at stoppe op i dem, går du glip af både at være nærværende og restituere, når du ikke er på arbejde.
Så min opfordring til dig er at: tillade dig selv at prøve af: At udvælge hvornår du bruger tid på tankerne om dit arbejde.
Det er ikke dine tanker, der skal bestemme
Bare fordi du bliver ”ringet” op af tanken, behøver du ikke at ”besvare” opkaldet. Det kan vente til ”kontortid”. Det er ikke de spontane tanker, der dukker op om dit arbejde, der skal bestemme, hvornår du bruger tid på dem.
Har du ferie kan du vælge enten at udskyde alle tanker om arbejde, til du kommer tilbage fra ferie. Eller udskyde til et fast tidspunkt på dagen, hvor du kan give tanken kontortid, hvis det er svært at udskyde til du er tilbage på arbejde.
Hver gang, at der dukker en tanke op om arbejdet, kan du sige til dig selv: ”Den tager jeg, når jeg er på kontoret igen/når jeg har kontortid.”
(Samme gælder, når du ikke har ferie. Hvis du er taget hjem fra arbejdet, og får en tanke om aftenen – så øv dig i at vente med at besvare opkaldet til næste dag).
Er det en del af dit arbejde at være delvis tilgængelig, når du har fri?
Er det tilfældet, så kan det være en fordel, at være rigtig skarp på, hvornår du arbejder og er tilgængelig, og hvornår du ikke er det. Det kan du gøre ved at udskyde tanker om arbejdet til et bestemt tidspunkt på dagen/ugen. Sæt en alarm evt., så du ikke skal gå og huske på det.
Dit arbejde kan langt det meste af tiden godt vente
For mange af os gælder det, at vi egentligt godt kan være markant mindre tilgængelige, selv hvis det er en del af vores arbejde at være delvist tilgængelig, når vi har fri. Rigtig mange ting kan godt vente til næste arbejdsdag. Men hvis du hele tiden reagerer som om, at det ikke kan vente, så giver du ikke dig selv muligheden for at opdage, at det kunne det faktisk godt: Vente til næste arbejdsdag.
Det du skal gøre helt konkret med bekymringer om arbejde for at holde mentalt fri
Når du har valgt dine ”kontortider” for arbejdstanker skal du:
- Vænne dig til at udskyde 10 ud af 10 af tankerne. Dvs. eksperimenter med at udskyde til din valgte kontortid HVER gang, at der dukker tanker op om dit arbejde. Også selvom den samme tanke dukker op mange gange.
- Lad tanken passe sig selv og gå videre med det du havde gang i. Fokuser på det du laver, dem du er sammen med og dine omgivelser. Tanken får lov bare at passe sig selv imens. Den må godt vente.
Jo oftere du øver at lade tankerne være til kontortid des nemmere bliver det.
Vil du gerne være mere nærværende over sommeren kan du deltage i mit online minikursus (pris 0 DKK):
Se mere om mit online minikursus: Færre bekymringer på fire dage, her.
Jeg ønsker dig en dejlig sommer
Bedste hilsner,
Zinaida
Autoriseret psykolog &
MCT Institute ® registreret metakognitiv terapeut level 2
Metakognitiv psykolog i København & online
PS: vil du læse mere om metakognitiv terapi – så kan du læse mere her.
PPS: ønsker du en forsmag af hvad metakognitive redskaber kan gøre for dig?
Så tjek mit online minikursus ud: Færre bekymringer på fire dage, pris 0,-